Der er ingen tvivl om, at EU sikrer og beskytter mennesker, økonomi m.m. inden for sit område, men hvornår er det for meget?
Den 1. juli trådte lovændringen i kraft i forbindelse med den så omdiskuterede tidsregistrering. I Danmark har vi en stærk lovgivning, som beskytter medarbejdere og ansatte i både den offentlige såvel som i den private sektor, så hvorfor skal dansk erhvervsliv pålægges en opstramning, pga. en enkelt sag i en enkelt afdeling af Deutsche Bank i Spanien?
Virkeligheden er den, at de fleste store virksomheder allerede har tidsregistreringssystemer i form af Apps og online systemer til deres medarbejdere. En klar operationel fordel, når man har 200 medarbejdere eller flere. Det er med til at effektivisere behandlingstider og minimere fejl på lønsedlerne. Disse virksomheder har som oftest også en HR afdeling/løn-kontor, som udelukkende arbejder med dette.
Sådan ser virkeligheden bare ikke ud for de fleste små og mellemstore virksomheder, som enten kun har en enkelt medarbejder til denne administrative opgave, ellers også så er det ejeren selv, som står for det.
Heldigvis har det denne gang været lagt ud til de enkelte lande at fastlægge rammerne for EUs dom og Danmark har da også lovgivet en forholdsvis bred fortolkning af dommen.
Brugen af Excel og Google Sheets kan bruges med lethed, da de allerede har skabeloner liggende, så det har vist sig at omkostningerne kan holdes nede og at man ikke skal ud og købe løsninger. Det ændrer dog ikke ved det faktum, at vores SMV’er har fået pålagt endnu en administrativ opgave. Dermed ikke sagt, at man ikke burde føre registrering over de ansattes timer, men opfølgningen er blevet tungere og især fordi man naturligvis skal sikre at GDPR ikke overtrædes.
Måske blev det hele også pustet op til noget større end det i virkeligheden viste sig at ende med, men i virkeligheden må det store spørgsmål forblive, hvor meget skal EU blande sig i enkelte sager?
Et spørgsmål, som foreløbigt stadigvæk står åbent.
Man kunne måske have nøjedes med at pålægge Spanien og Deutsche Bank, at leve op til de retningslinjer EU har opstillet for arbejderrettigheder. Kollektiv ”afstraffelse” virker lidt søgt og tager i virkeligheden ikke hensyn til de enkelte medlemslandes forskellige forhold.
Så hvad nu?
For denne gang har det nok vist sig at konsekvensen ikke er blevet så voldsom som man først antog. Det er dog ikke ensbetydende med at linjerne er klare næste gang og med resultatet af det seneste valg, hvor stift bliver processerne, når uenigheden flammer op?
Med de politiske udsving ved det netop overståede EU-parlamentsvalg, har det vist at vi er langt fra et økonomisk forenet Europa. Skellet mellem nord og syd er stadig stort og vores østeuropæiske kolleger har stadigvæk lang vej til økonomisk stabilitet, humanistisk lovgivning og social stabilitet.
I min optik, så bør EU have fokus på at forbedre vilkårene for erhvervslivet, især for de små og mellemstore virksomheder. Det nytter ikke at enkelte giganter driver de nationale økonomier, fordi det gavner ikke det enkelte individ. Men jobsikkerhed, mulighed for at drive egen forretning er med til at skabe social og økonomisk sikkerhed, hvilket fører til politisk stabilitet.
Så EU, hvor bliver den lovede støtte til iværksættere og små og mellemstore selvstændige af?
Et spørgsmål vi også kan videreføre til vores egen regering og folketing. Vi er langt fra at nå målene i 2030-planen.
Måske skal vi blot være tålmodige og vente til andet halvår 2025, når Danmark igen overtager formandskabet for EU før de danske politikere igen, gør en indsats for iværksættere og selvstændige… på papiret.
