Pehr Laurits: Fra personlig krise til Mentalrytme

Pehr Laurits måtte miste fodfæstet for at finde sig selv: Nu hjælper han andre mænd med at gøre op med præstationskulturen

Portræt | Iværksætteri, mennesker og mental trivsel

To skilsmisser, et misbrug, økonomiske problemer og en tilværelse, der var ved at falde fra hinanden. For 35-årige Pehr Laurits blev en personlig krise begyndelsen på et grundlæggende opgør med den måde, han havde levet sit liv på. I dag har han forladt IT-branchen for at hjælpe andre mænd med at finde balancen mellem ambitioner, følelser og hverdagens krav. Men historien handler om mere end et karriereskift. Den handler om at turde stille sig selv et spørgsmål, som kan være langt sværere at besvare, end man forestiller sig: Hvem er jeg egentlig?

Der findes mennesker, som bruger det meste af deres liv på at bevise, hvad de kan. De arbejder hårdere, løber hurtigere og stræber efter det næste mål. Anerkendelsen bliver en drivkraft, og succes måles i resultater.

Pehr Laurits kender den tilværelse.

Allerede som barn lærte han, at man ikke gav op. Han dyrkede sport, deltog i konkurrencer og skulle helst være den bedste. Gode karakterer, sejre og præstationer var ikke blot noget, han stræbte efter. De blev en del af hans selvforståelse.

Senere fulgte bodybuilding, uddannelse, iværksætteri og en karriere inden for IT og projektledelse.

Udadtil var der fremdrift. Indadtil var historien mere kompliceret.

For mens ambitionerne voksede, blev det stadig vanskeligere at finde ro. Relationer, følelser og personlige udfordringer fik ikke nødvendigvis den opmærksomhed, de krævede.

Først da livet for alvor begyndte at slå revner, blev han tvunget til at stille spørgsmål ved de værdier, han havde bygget sin tilværelse op omkring.

I dag bor Pehr Laurits i Aarhus. Han er 35 år, far til to og står bag Mentalrytme, hvor han arbejder med mænds adfærd, vaner og mentale trivsel.

Men vejen dertil har været alt andet end lige.

En barndom, hvor det handlede om at være bedst

Når Pehr Laurits fortæller om sin opvækst, vender han flere gange tilbage til præstationerne.

Han voksede op med en stærk forestilling om, at man skulle gøre sig umage, kæmpe og helst vinde.

Som barn deltog han i en lang række sportsaktiviteter. Fodbold, håndbold, bordtennis og andre fritidsinteresser fyldte meget, og han husker tydeligt følelsen af at skulle være blandt de bedste.

Det var ikke nødvendigvis en bevidst forventning, der blev formuleret hver dag. Snarere en kultur, hvor præstationer blev en naturlig kilde til anerkendelse.

Han beskriver selv sin barndom som præstationsorienteret og fortæller, hvordan den eksterne anerkendelse blev en væsentlig del af hans motivation.

Med årene fulgte et miljø, hvor fysisk styrke, ambitioner og resultater fyldte meget.

Under handelsskolen begyndte han at dyrke bodybuilding og blev en del af en vennegruppe, hvor maskulinitet og præstation var centrale elementer.

Til gengæld blev der sjældent talt om følelser.

Det betød ikke, at følelserne ikke var der. Men de havde ikke noget naturligt sted at komme hen.

Pehr fortæller om temperament, frustrationer og en tilbagevendende følelse af at være forkert, når han ikke kunne kontrollere sine reaktioner.

Set i bakspejlet blev netop dette et af de mønstre, han senere måtte arbejde med at forstå.

For hvad sker der med et menneske, når det lærer at præstere, før det lærer at forstå sig selv?

Da ambitionerne mødte virkeligheden

Efter handelsskolen fortsatte Pehr ad den vej, som på mange måder virkede naturlig.

Han uddannede sig til markedsføringsøkonom og kastede sig ud i iværksætteriet.

Det første forsøg blev dog ikke den succes, han havde forestillet sig.

Virksomheden endte med en konkurs, og samarbejdet med en forretningspartner udviklede sig problematisk.

Alligevel fortsatte han.

Senere gennemførte han en kandidatuddannelse inden for IT, kommunikation og organisation og arbejdede med IT-projektledelse og konsulentopgaver.

Det var en karriere med faglige udfordringer og muligheder. Men det var også en tilværelse, hvor han efterhånden begyndte at mærke en stigende afstand mellem det, han lavede, og det, der egentlig gav ham energi.

Samtidig blev privatlivet mere kompliceret.

Han gennemgik to skilsmisser, blev far til to børn og oplevede en periode, hvor de personlige udfordringer voksede sig så store, at han mistede grebet om hverdagen.

Han fortæller åbent om et kortvarigt misbrug og to forløb i rusmiddelbehandling.

Der var perioder med ensomhed og isolation. Træningen, som tidligere havde været en fast del af hans identitet, forsvandt. Kontakten til vennerne blev mindre.

Til sidst stod han i en situation, hvor både økonomien og boligsituationen var usikker.

Alligevel skulle han fortsat passe sit arbejde.

Han beskriver kontrasten mellem det indre kaos og den professionelle facade: Om morgenen måtte han samle sig, tage skjorten på og møde op som konsulent, selvom livet uden for arbejdet var ved at falde fra hinanden.

Det er et billede på en problemstilling, der rækker ud over Pehrs egen historie.

For hvor længe kan et menneske opretholde forestillingen om at have styr på alting, når virkeligheden fortæller en anden historie?

At bygge et menneske op fra bunden

På et tidspunkt blev det nødvendigt at stoppe op.

Ikke blot for at ændre enkelte vaner, men for at undersøge de grundlæggende mønstre, som havde præget hans liv.

Pehr begyndte at arbejde med sig selv gennem blandt andet psykologsamtaler, psykiatrisk behandling, gruppeforløb og undervisning i følelsesregulering.

Samtidig begyndte han at læse om psykologi, filosofi, spiritualitet og personlig udvikling.

Han genoptog træningen, begyndte at løbe og meditere og indførte mere faste rutiner i hverdagen.

Men den største forandring var måske ikke de nye vaner.

Det var spørgsmålene, han begyndte at stille sig selv.

Hvad driver mig egentlig? Hvorfor reagerer jeg, som jeg gør? Hvorfor har jeg så stort behov for at præstere? Og hvad vil jeg gerne bruge mit liv på?

Spørgsmålene førte ham tilbage til barndommen, relationerne og de forestillinger om succes, han havde båret med sig.

Han begyndte blandt andet at lægge mærke til sit behov for at dele sine præstationer med andre.

Når han havde gennemført en lang løbetur, kunne han eksempelvis få lyst til at sende et billede til sin far.

Ikke nødvendigvis fordi han havde behov for at fortælle om selve løbeturen, men fordi anerkendelsen stadig spillede en rolle.

Det blev en konkret påmindelse om, hvor dybt nogle af de gamle mønstre sad.

Forandringen handlede derfor ikke om at opgive ambitionerne. Den handlede om at forstå, hvor de kom fra, og hvilken betydning de skulle have.

ADHD-diagnosen blev endnu en brik i puslespillet

I februar 2026 fik Pehr Laurits en ADHD-diagnose.

Han havde på det tidspunkt været gennem en længere udredningsproces, som han undervejs havde overvejet at afbryde.

Men diagnosen gav ham anledning til at se tilbage på sit liv med nye øjne.

Pludselig begyndte nogle af de adfærdsmønstre, han tidligere havde opfattet som personlige svagheder eller blot en del af sin personlighed, at fremstå i en anden sammenhæng.

Det gjaldt blandt andet hans behov for aktivitet, vanskeligheder med bestemte administrative opgaver og oplevelsen af at blive påvirket af omgivelserne.

Han begyndte også at se på sin tidligere brug af træning, kolde bade og faste rutiner som måder at regulere sin hverdag på.

For Pehr blev diagnosen ikke en samlet forklaring på alle de udfordringer, han havde oplevet. Den blev snarere endnu et redskab til at forstå sig selv.

Og netop den erkendelse har haft stor betydning.

Han beskriver, hvordan udredningen gav ham en større bevidsthed om sine reaktioner og handlemønstre.

Det er en vigtig skelnen.

En diagnose kan bidrage til forståelse, men den fortæller ikke hele historien om et menneske. Hverken Pehrs tidligere misbrug, hans karrierevalg eller hans personlige relationer kan reduceres til ADHD alene.

For ham blev diagnosen en del af en større proces, hvor erfaringer, opvækst, personlighed og nye indsigter gradvist begyndte at hænge sammen.

Og processen er langt fra afsluttet.

Et opgør med forestillingen om den stærke mand

Et af de mest markante temaer i Pehrs fortælling er hans ændrede syn på maskulinitet.

I mange år havde han været en del af miljøer, hvor styrke blev forbundet med selvstændighed, kontrol og evnen til at klare sig selv.

Følelser var ikke nødvendigvis noget, man talte om.

Problemer skulle løses, og helst uden at involvere andre.

Men efterhånden begyndte Pehr at stille spørgsmål ved den forestilling.

Han opdagede blandt andet, at han havde haft venner gennem mange år uden nødvendigvis at kende deres inderste tanker og bekymringer.

De havde delt oplevelser, sport og hverdagens praktiske gøremål, men sjældent de samtaler, der kræver sårbarhed.

Det førte til en grundlæggende revurdering af hans relationer.

Nogle venskaber gled ud, mens andre blev genoptaget eller opstod på ny.

Han begyndte bevidst at søge relationer, hvor der var plads til at tale om andet end arbejde, træning og resultater.

Et særligt øjeblik kom, da han så en DR-udsendelse om relationer mellem fædre og sønner.

Den fik ham til at tage telefonen og ringe til sin egen far for at fortælle ham, at han elskede ham.

En handling, som måske kan forekomme enkel, men som for Pehr repræsenterede et brud med mange års tilbageholdenhed.

Senere tog han endnu et skridt.

Med et skilt, hvor der stod, at han tilbød gratis kram, stillede han sig i Aarhus midtby.

Det var en situation, hvor han måtte overvinde sin egen usikkerhed og frygten for andres reaktioner.

For Pehr handlede det om at turde være åben. Ikke som en modsætning til styrke, men som en anden måde at forstå den på.

Hans erfaring er, at mænd ikke nødvendigvis mangler følelser eller behov for nære relationer. Men nogle mangler erfaring med at sætte ord på dem.

Og hvis man gennem mange år har lært, at problemer skal håndteres alene, kan det være en betydelig udfordring at række ud efter hjælp.

Fra IT-konsulent til menneskelig udvikling

Det var ikke en enkelt begivenhed, der fik Pehr Laurits til at skifte karriere.

Beslutningen voksede gradvist frem.

Som IT-konsulent begyndte han at lægge mærke til, at de mest interessante øjeblikke i arbejdet ofte opstod, når samtalerne bevægede sig væk fra teknologien.

Han blev nysgerrig på menneskene bag opgaverne. Hvem var de? Hvordan havde de det? Hvad optog dem uden for arbejdet? Flere gange oplevede han, at kolleger og kunder åbnede op om personlige udfordringer.

Det gjorde indtryk.

Han opdagede, at han ikke nødvendigvis fandt den største tilfredsstillelse i at løse tekniske problemer, men i at lytte til andre mennesker.

Under sin egen udredning blev tanken om et karriereskift også bragt på banen.

Samtidig modtog han opfordringer fra mennesker omkring sig, som kunne se ham arbejde med adfærd, coaching og personlig udvikling.

Langsomt begyndte ideen at tage form.

I stedet for at fortsætte en karriere, som han kunne finde ud af, men ikke længere følte den samme forbindelse til, besluttede han at bruge sine erfaringer på en anden måde.

Han forlod IT-branchen og begyndte at opbygge Mentalrytme. Virksomheden blev dermed ikke blot et nyt forretningsprojekt.

Den blev et forsøg på at skabe sammenhæng mellem hans personlige erfaringer, kompetencer og ønsket om at hjælpe andre.

Mentalrytme: Når forandring handler om mere end træning

Gennem Mentalrytme arbejder Pehr Laurits med mænd, som ønsker at skabe forandringer i deres hverdag.

Hans tilgang tager udgangspunkt i adfærd, vaner og mindset.

Det kan handle om at få struktur på dagligdagen, håndtere uhensigtsmæssige reaktionsmønstre, skabe bedre relationer eller finde en mere hensigtsmæssig balance mellem arbejdsliv og privatliv.

For nogle er udfordringen at komme op om morgenen og etablere faste rutiner.

For andre handler det om at kunne præstere på arbejdet uden at være mentalt fraværende derhjemme.

Pehr beskriver sin tilgang som helhedsorienteret.

Han arbejder blandt andet med mål, motivation, fysisk aktivitet og personlig ansvarlighed, men understreger, at et forløb skal tage udgangspunkt i det enkelte menneskes situation.

Det betyder, at der ikke nødvendigvis findes én bestemt opskrift, som alle skal følge.

Selvom han selv har haft glæde af meditation, træning og kolde bade, er det ikke ensbetydende med, at andre skal indrette deres liv på samme måde.

Det afgørende er ifølge Pehr at identificere de udfordringer, som har størst betydning for den enkelte, og arbejde konkret med dem.

Hans tilgang er i høj grad præget af de erfaringer, han selv har gjort sig.

Men personlig erfaring er ikke det samme som en sundhedsfaglig behandlings kompetence, og coaching bør ikke forveksles med psykologisk eller psykiatrisk behandling. Hvilket er vigtigt for Pehr at slå fast.

Pehr beskriver heller ikke sit arbejde som rendyrket terapi. Han ser det som en kombination af støtte, struktur, motivation og arbejdet med personlige vaner.

Det er netop den rolle, han ønsker at udfylde. At være en person, som andre kan støtte sig til, når de arbejder med at skabe varige ændringer i deres liv.

Iværksætteren, der måtte lære at sige nej

Selvom Pehr har fundet et arbejdsområde, som giver ham mening, er det ikke ensbetydende med, at iværksætterlivet er blevet enkelt.

Tværtimod.

For der er stor forskel på at have en mission og at drive en virksomhed. Den erkendelse har han allerede gjort sig gennem sit første forsøg som selvstændig.

Dengang blev administrative opgaver, økonomi og samarbejdsforhold blandt de udfordringer, som kom til at koste dyrt.

I dag forsøger han at arbejde mere bevidst med sine styrker og svagheder.

Det betyder blandt andet, at han søger hjælp til administrative opgaver og forsøger at holde fokus på virksomhedens kerneydelse.

Han arbejder også med konkrete strukturer og tidsstyring, når opgaverne ikke falder ham naturligt. Det er en erfaring, han mener, andre iværksættere kan lære af.

For selvstændighed betyder ikke nødvendigvis, at man skal kunne alt selv.

Tværtimod kan det være en styrke at erkende, hvor ens egne kompetencer slutter, og hvor andre bør tage over.

Pehr peger også på betydningen af at have styr på de grundlæggende forretningsmæssige forhold.

Kontrakter, økonomi og samarbejdsaftaler kan virke mindre interessante end produktudvikling og nye ideer, men de kan være afgørende for, om en virksomhed overlever.

Hans egen konkurs har gjort ham særligt opmærksom på netop den del.

Samtidig erkender han, at han stadig arbejder med at finde den rette balance mellem visionen og forretningen.

For det er én ting at ville hjælpe mennesker. Det er noget andet at definere en ydelse, finde den rette målgruppe, fastsætte en pris og skabe en økonomisk bæredygtig virksomhed.

Det er en proces, som stadig er under udvikling.

Selv en coach har brug for hjælp

Der ligger en interessant dobbelthed i Pehrs nuværende arbejde.

Han hjælper andre med at skabe struktur, finde retning og håndtere personlige udfordringer.

Men han har også selv brug for støtte. Pehr fortæller åbent, at han har sin egen mentor og et netværk af nære venner, som han kan tale med om de svære ting.

For ham er det ikke et paradoks.

Det er snarere en konsekvens af den erkendelse, som har været central i hans egen udvikling.

Ingen mennesker er færdigudviklede, og ingen kan nødvendigvis håndtere alle livets udfordringer alene.

Det gælder også iværksættere.

Måske endda især dem, der har vænnet sig til at være den person, som tager beslutningerne, løser problemerne og bærer ansvaret. I den sammenhæng bliver evnen til at bede om hjælp ikke et tegn på manglende kompetence.

Den bliver en del af det at kende sine egne begrænsninger.

Og netop selvindsigten kan vise sig at være lige så vigtig for en virksomheds udvikling som ambitioner og handlekraft.

En ny forståelse af succes

Når Pehr Laurits i dag ser tilbage på sit liv, er det tydeligt, at hans forståelse af succes har ændret sig.

Tidligere handlede det i høj grad om at være bedst, tjene penge og opnå anerkendelse.

I dag fylder andre spørgsmål mere. Hvordan er relationerne til de mennesker, der betyder noget? Er der balance mellem arbejde og privatliv? Og bruger man sin tid på noget, der opleves meningsfuldt?

Det betyder ikke, at ambitionerne er forsvundet. Pehr er fortsat optaget af udvikling, struktur og resultater. Men målet er ikke længere alene at præstere mere.

Det er også at forstå, hvorfor man præsterer, og hvad man ønsker at opnå med det.

Hans historie er derfor heller ikke fortællingen om et menneske, der har fundet alle svarene.

Han beskriver tværtimod sin personlige udvikling som en proces, der stadig er i gang.

Virksomheden er ung. Forretningsmodellen skal fortsat udvikles, og han arbejder stadig med at afgrænse, hvem han bedst kan hjælpe.

Der er med andre ord ingen garanti for, at Mentalrytme bliver en kommerciel succes.

Men måske er det heller ikke den mest interessante målestok for historien.

For den egentlige forandring ligger i, at Pehr har valgt at bruge sine erfaringer til noget andet end tidligere.

Hvor han før søgte anerkendelse gennem egne præstationer, forsøger han nu at finde mening i at bidrage til andre menneskers udvikling.

Det er ikke nødvendigvis en lettere vej.

Men det er en vej, han selv har valgt.

At finde tilbage til det menneskelige

Mod slutningen af vores samtale vender Pehr tilbage til et større perspektiv.

Vi lever i en tid, hvor teknologi, kunstig intelligens og digitalisering fylder stadig mere.

Mulighederne for at kommunikere, arbejde og udvikle nye virksomheder har sjældent været større.

Alligevel håber han, at fremtiden også vil føre til en fornyet interesse for de nære relationer, naturen og de spørgsmål, der ikke nødvendigvis kan besvares med teknologi.

Hvem er vi, når vi ikke definerer os selv gennem vores arbejde?

Hvad betyder noget, når præstationerne ikke længere er den vigtigste målestok?

Og hvordan finder vi ud af, hvor vi bedst kan bidrage?

For Pehr Laurits blev det nødvendigt at miste fodfæstet, før han for alvor begyndte at undersøge de spørgsmål.

I dag forsøger han at hjælpe andre med at stille dem, inden livet nødvendigvis tvinger dem til det.

Og måske ligger der netop her en væsentlig pointe for både iværksættere og alle andre, der har gjort ambitioner til en central del af deres identitet.

At personlig udvikling ikke altid handler om at blive bedre til det, man allerede gør.

Nogle gange handler det om at finde ud af, hvorfor man gør det.

Og om man overhovedet er på vej i den rigtige retning.

Du kan læse mere om Pehr her:

Mentalrytme og connect med ham på LinkedIn

Læs også vores artikel "Hvis det er svært at forklare, er det svært at sælge"

Powered by 9MEDIA