Internettet bugner med råd om, hvordan du bliver en succesfuld iværksætter med en virksomhed, der uden udsving følger en konstant og stejl opadgående vækstkurve. Rådene bliver præsenteret af nyslåede iværksættere, som ser ud som om, at de i løbet af no time har erhvervet sig både succes, økonomisk frihed og lækkert hår. Nok taler nogle af dem om, at det har været en spændende og lærerig proces at nå til deres grad af succes, men udefra set virker det let og overskueligt, og som noget de fleste kan gøre uden de store udfordringer. Kun få taler om, at processen kan være tidskrævende, at vejen til succes kan være kringlet og uoverskuelig – og at iværksætterrejsen nok føles mest spændende og lærerig set i retrospektiv.
Av for den – og op igen
Med al udvikling følger forandring. Udvikling kræver nemlig læring, og læring forudsætter, at vi bevæger os fra et bevidsthedssted til et nyt. Og det gør ondt på egoet; for frygt og udvikling går hånd i hånd – det er et psykologisk faktum. Ikke kun for os iværksættere, men også for vores kommende kunder og for de markeder, som vi ønsker at komme ind på. Som iværksætter repræsenterer du noget nyt, og det tager ofte tid at skabe tryghed om og tillid til dit produkt og til dig. Mennesker køber på deres følelser, og derfor vil de ikke handle hos dig, før de føler sig sikre i dit selskab – og det er uanset hvor fantastisk dit produkt og din forretningsgrundlag er.
Succes Tager Tid
Derfor kommer succes sjældent over night. Det tager tid – nogle gange tager det lang tid, og i den periode skal du håndtere, at der ikke kommer en fast løn ind på bankkontoen. At du gang på gang bliver afvist af mulige kunder, samt at du knokler en vis del ud af bukserne for at skabe succes for din virksomhed samtidig med, at du kan se, at andre arbejder mindre og at de, modsat dig, holder mere ferie og har pensionsordning og sundhedsforsikring. Du må også finde dig i kommentarer fra mere eller mindre velmenende mennesker om, at du burde få dig et fast arbejde i stedet for det her iværksætter pjat, som jo helt sikkert ikke bliver en succes, når du endnu ikke har kunnet erhverve dig hverken Ferrari, Birkin-taske eller privat fly.
Der kommer temmelig sikkert også et tidspunkt i din iværksætter karriere, hvor du må sande, at du ikke både er ekspert i markedsføring, finansiel styring, salgsoptimering, hjemmesideopbygning, leadgenerering, storytelling m.v. og når det punkt kommer, så er det tid til at investere i hjælp udefra – også selv om indtægten ikke endnu kan dække alle udgifterne.
Kære med-iværksætter. Hjertelig velkommen til en ny livsstil og til os, der har været eller er i samme båd. Vi føler med dig og glæder os over dig. Du er så vanvittig sej, og det er så fantastisk flot, at du er på denne rejse. Vi, os der forstår dig, vil støtte dig alt, hvad vi kan.
At blive iværksætter er det bedste og det værste, jeg har gjort for mig selv. Jeg elsker at have en hverdag med mening. At stå op til opgaver, som i høj grad gavner dem, som jeg arbejder med, og mig selv. Jeg er vild med friheden og selvstændigheden. Jeg kan prioritere min tid præcis som jeg ønsker, og det er virkelig et privilegium. Jeg er dybt taknemmelig for at være ekspert i tankehåndtering, for det er det, der har båret mig igennem min opstart som iværksætter, og som stadig den dag i dag hjælper mig til ikke at tage personligt skade af de knubs, som man som iværksætter oplever, og det er det, der styrker min vedholdenhed, mit fokus og mit growth mindset.
Som iværksætter får du måske ikke en stejl, opadgående økonomisk vækst rejse fra dag et, men du får helt sikkert en personlig en af slagsen. Du lærer at stå stærkt i modgang, du lærer at stå ved din idé og videreudvikle den. Du lærer at håndtere usikkerhed, og du lærer at være herre i eget hus. Du bliver beslutningskompetent og lærer at rejse dig ved den sten, som du er snublet over. Vigtigst af alt så lærer du at fejre de små succeser. Iværksætterrejsen ER nemlig både spændende og lærerig. Mit bedste råd til dig er, at du erkender, at hvert skridt, som du tager i den rigtige retning, skal anerkendes som en succes, både af dig selv og af dem, du omgiver dig med – insister på det! Det vil booste din glæde og motivation, og det er vigtigt for, at du kan mestre den vedholdenhed, som er nødvendig for at blive en succesfuld iværksætter. Selvfølgelig, så skal du også lære at mestre dit indre. Alt starter trods alt med dine tanker.