Hvis det er svært for dig at overskue økonomien i dit firma, så kan det skyldes, at du har fået blandet den sammen med din privatøkonomi – og det går ikke.
Uanset hvilken virksomhedsform du har (enkeltmand, selskab eller andet), så gør dig selv den tjeneste at holde din firmaøkonomi og privatøkonomi fuldstændig adskilt.
Der er nogle helt basale og konkrete ting, du kan gøre for at adskille din privatøkonomi fra din firmaøkonomi.
Opret to firmakonti
Bed din bank om to firmakonti – én til drift og én til hensættelser.
Kontonummeret på din driftskonto er det du sætter på alle dine faktura, så al indtjening i dit firma sker til denne her konto. Hvis du har MobilePay i din forretning, så skal pengene herfra også gå direkte ind på din driftskonto.
Du kommer til at elske din konto til hensættelser, for det er dén der sikrer dig mod for mange søvnløse nætter med økonomiske bekymringer. Mere om det under pkt. 3.
Få et kort til din firmakonto
Bed din bank om et kort til din driftskonto, så alt hvad du køber, der er relateret til dit firma, bliver købt med det her kort.
Køb fra driftskonto forudsætter at der er penge på kontoen – ellers må du:
- Overføre et beløb fra din private konto til din firmakonto, så du har penge er købe for.
- Acceptere at du må betale for dit køb privat og dermed ikke kan trække omkostningen fra i dit firmaregnskab.
- Vente med at købe indtil du har penge nok på din driftskonto.
- Sæt til side
Den fancy ord for at sætte til side er ”Hensættelser”. De fleste af os har udgifter i vores firma allerede inden, vi begynder at tjene penge. Det kan være til nogle systemer du har brug for i dit firma og udgifterne ved at have en firmakonto i din bank.
Sørg for at sætte penge til side til de udgifter, som du har i dit firma i løbet af et år, så du ikke bliver overrasket over pludselig at skulle betale. Udgifterne har det med at komme som en mavepuster, når vi mindst venter dem, hvis vi ikke har hensat til dem – eller sådan kan det i hvert fald føles.
Det er ofte her jeg ser de største mentale nedsmeltninger hos de af mine kunder, der er iværksættere, fordi de godt ved, at der kommer nogle udgifter ”på et tidspunkt”, men de har ikke sørget for at sætte penge af til dem.
To af de største udgifter, der kan tvinge ethvert firma i knæ hurtigt er, når der ikke løbende er sat penge til side til moms og skat. Det kan være B-skat eller selskabsskat afhængig af hvilken virksomhedsform dit firma er.
Jeg anbefaler på det varmeste, at du minimum én gang om måneden hensætter moms af det beløb, som du har tjent den sidste måned (forudsat at dit firma er momsregistreret). Beløbet overfører du fra din driftskonto til din hensættelseskonto, så du løbende sparer op til din moms dér. Hvis du ikke sætter momsen til side minimum på månedlig basis, så er der en stor risiko for, at du har brugt pengene på andre ting, når momsen skal betales – og så bliver der ballade med Skattestyrelsen.
Det samme gælder med skat – hensæt beløbet én gang om måneden. Hvis du er i tvivl om, hvordan du beregner din skat ud fra din omsætning, så tag fat i din revisor, så du ikke sidder og gætter dig frem.
Hvad hvis jeg ikke har råd?
Indimellem har jeg snakken med nogle af mine kunder om, at de mener, at de ikke har ”råd til” at sætte penge til side til moms og skat – og her er jeg bare nødt til at være helt ærlig.
Moms og skat er ikke dine penge – det er penge du holder indtil Skattestyrelsen beder dig om dem. Så det handler ikke om, at du ikke har ”råd til” at sætte penge til side – det handler om at du ikke skal bruge penge, der ikke er dine selvom de står på din konto.
Det kan være helt normalt, hvis du i perioder har flere udgifter i dit firma end omsætning og her er du nødt til at træffe et valg:
- Øg din omsætning, hvis det er muligt.
- Skær ned på dine udgifter i firmaet, hvis det er muligt.
- Overfør nogle penge fra din privatøkonomi til din firmaøkonomi – uden garanti for at du får dem tilbage igen.
Igennem tiderne har der været alt for mange eksempler på firmaer, der ikke har haft den basale struktur på plads med at hensætte til moms og skat – og det er lidt skørt, når nu det rimelig nemt kan undgås.
Og så lige en sidste ting …
Udbetal løn til dig selv
Hvis du tjener nok i dit firma til at kunne udbetale løn til dig selv, så gør det én gang om måneden fra din driftskonto til din private konto. På den måde undgår du overførsler hist og pist, for så skrider overblikket og så har vi balladen med økonomiske bekymringer.
Udbetal først løn til dig selv, når du har hensat penge til moms, skat og øvrige udgifter i dit firma, så du undgår at bruge penge nu, som du kommer til at mangle senere.
Jeg ved, at det måske kan virke som lidt af en mundfuld lige nu, men jeg lover dig – du kan godt.