Mød Lennart Rachlitz og historien bag TAPPII
En ung iværksætter med store ambitioner
Når man første gang møder Lennart Rachlitz, møder man en rolig, reflekteret og positivt nysgerrig ung mand. I dag driver han virksomheden TAPPII, der specialiserer sig i intelligente NFC-visitkort og anmeldelsesstandere, men rejsen hertil har langt fra været snorlige.
I dette interview deler Lennart sin personlige udvikling, sine erfaringer fra iværksætterlivet – og sin vision for at gøre teknologien mere tilgængelig for små virksomheder i hele Danmark.
“Jeg er en mand med mange interesser”
Da jeg spørger Lennart, hvem er personen bag virksomheden, smiler han og tænker kort, før ordene flyder:
“Jeg er en mand af mange personligheder. Jeg har virkelig mange interesser, og det har jeg bygget meget af mit liv op omkring.”
Han er vokset op i en lille kernefamilie i Bække uden for Vejen, og selvom han i dag læser e-handel på IBA, begyndte han langt fra i den retning. Han har både arbejdet som ufaglært tømrer, samlet lamper hos Louis Poulsen og lagt asfalt.
Men ingen af delene talte helt til ham.
“Jeg havde brug for noget mere end bare at have noget mellem hænderne. Jeg ville også bruge hovedet.”
Lennart havde oprindeligt søgt ind på studiet Markedsførings økonom, men besluttede sig i sidste øjeblik at søge ind på IBA i Kolding. Det førte ham til studiet Entreprenørskab og Design, som han beskriver som startskuddet til hele rejsen.
Fra idé til virksomhed: Sådan opstod TAPPII
Det var under studietiden, at Lennart første gang, bevidst, stødte på NFC-teknologi – og her begyndte spiren til det, der i dag er TAPPII.
“Jeg havde aldrig hørt om NFC før. Men vi så et kæmpe marked i udlandet, især omkring anmeldelser. Så vi tænkte: hvorfor ikke bringe det til Danmark?”
TAPPII startede faktisk med anmeldelsesstandere til butikker og restauranter. Men lynhurtigt viste kundernes behov noget interessant: De var mindst lige så begejstrede for hans NFC-visitkort. Visitkortet var hans eget lille bi-produkt, som viste sig at få stor betydning.
“Folk var mega imponerede. Jeg gik rundt med en stander som visitkort, og folk havde aldrig set noget lignende. Så vi begyndte at omstrukturere virksomheden.”
I dag er visitkortet TAPPIIs kerneprodukt – og virksomheden har allerede 250–300 kunder, og er støt stigende.
NFC med æstetik: næste skridt i udviklingen
Produktudviklingen stopper ikke her. Lennart arbejder nemlig på nye, mere æstetiske standere, som både matcher kundernes butikker og gør teknologien nem at forstå for alle – også dem, der ikke er digitale superbrugere.
“Mine kunder vil gerne have, at standerne ser pæne ud i butikken. Derfor er jeg i gang med at udvikle modeller, de kan vælge mellem – med deres eget logo og et mere visuelt udtryk.”
Planen er også at integrere sociale medier:
“Jeg vil udvikle NFC-løsninger til Instagram, Facebook og TikTok, så kunder kan få følgere lige så nemt, som de kan få anmeldelser.”
Fra genert til selvsikker – iværksætteriets største overraskelse
Når jeg spørger ham, hvad der har overrasket ham mest i iværksætterlivet, kommer svaret prompte:
“Min personlige udvikling. Jeg turde ikke engang ringe og bestille pizza før! Nu kan jeg møde op hvor som helst og præsentere mit produkt.”
Et stærkt bevis på, hvordan entreprenørskab ikke kun former karrieren – men også mennesket bag.
Hans deltagelse i netværksmøder har været en stor del af rejsen:
“Netværk, mentorer og sparring – det er noget af det vigtigste, hvis man vil skabe en succes.”
En hverdag med struktur – og mange bolde i luften
Lennart balancerer studieliv, virksomhed, badmintontræning og netværksmøder. Men struktur er nøglen:
“Jeg bruger pauser, togture og de små smuthuller i hverdagen til at arbejde. Og jeg planlægger dagene efter, hvornår jeg har energi og fokus.”
Det har lært ham et af iværksætterlivets vigtigste principper: at bremse op, før man brænder ud.
Planen for fremtiden: Skalering, sælgere og automatisering
Når vi taler fremtid, er Lennart tydelig – TABI skal vokse:
“Jeg kalder TAPPII min lille baby. Jeg vil skalere det, ansætte sælgere, og på sigt automatisere mere. Jeg håber at gå fuldtid, når jeg er færdig med studiet.”
Han overvejer også at blive mentor for kommende iværksættere:
“Jeg vil gerne hjælpe andre med at springe ud i det. Ligesom jeg selv gjorde.”
“Spring ud i det – det er ikke så farligt, som man tror”
Til unge iværksættere, der drømmer om at komme i gang, har han et klart råd:
“Lav din forretningsmodel, forstå dine kunders pain points – og spring så ud i det. Det er faktisk ikke så farligt.”
Rodfæstet i Vejen – med verden som arbejdsplads
Selvom mange i hans branche flytter til København eller Aarhus, føler Lennart sig hjemme i Sydjylland:
“Jeg har mine rødder her. Og der er et stort erhvervsliv i Vejen og omegn – det overrasker mange.”
Netop den lokale forankring giver ham energi, netværk og et stærkt udgangspunkt.
Faktaboks: Mød Lennart Rachlitz

Alder: 25
By: Vejen
Virksomhed: TAPPII
Grundlagt: 2024
Primære produkter: NFC-visitkort, NFC-anmeldelsesstandere
Studie: E-handel på IBA, tidligere Entreprenørskab & Design
Kunder: 200–300
Webshop: tappii.dk
Sociale medier:
Hobbyer: Badminton (spiller og træner), netværksmøder, personlig udvikling
Personlig rejse: Fra genert og usikker – til selvsikker iværksætter
Interview af Mark Sørensen
Læs vores spændende interview med Mogens Brinck i Lean: Fra sund fornuft til strategisk forandring i danske virksomheder
