Lamper fra Layer Projects

Jeg vil skabe design, man føler, man har opdaget – ikke bare købt

Et interview med designer og iværksætter Arthur Ipsen

Der er noget befriende kompromisløst over Arthur Ipsen. Når han taler om design, handler det ikke om trends for trendens skyld, men om funktion, æstetik og følelsen af at skabe noget, der er personligt, både for ham selv og for dem, der ender med at hænge hans lamper i deres hjem.

Arthur er 27 år, bor i København og står bag Layer Projects – et ungt designbrand, der kombinerer dansk designtradition med nye produktionsmetoder som 3D-print. Men rejsen dertil er hverken lineær eller poleret. Den er præget af nysgerrighed, teknisk forståelse, lange arbejdsdage og et stærkt ønske om at gøre tingene på sin egen måde.

En opvækst med værktøj, tegninger og idéer

“Jeg kommer fra en familie, hvor næsten alle arbejder med design, møbler eller smykker. Der er ikke rigtig nogen revisorer,” siger Arthur med et grin.

Den tekniske interesse har altid været der. Hans far er designer og “altmuligmand”, og fascinationen af at finde smartere løsninger – uanset om det handlede om et hyldesystem eller et mekanisk problem, blev tidligt en del af Arthurs DNA.

Efter STX valgte han uddannelsen Produktudvikling og Teknisk Integration på KEA, hvor han i 3,5 år arbejdede intensivt med CAD-programmer, konstruktion, materialer og produktionsmetoder. Her blev design koblet med det realiserbare.

“Det er ikke bare design for designets skyld. Det handler om, hvordan noget faktisk kan produceres – og blive bedre af det,” forklarer Arthur.

Fra praktik til eget værksted

Efter studiet arbejdede Arthur i flere designvirksomheder. Ét sted sad han og tegnede krystalprodukter, et andet var praktikken hos et specialiseret designstudio med stærke rødder i arkitektur- og modeverdenen. Det var her, hans sans for grafisk stringens og rumlig tænkning for alvor blev skærpet.

Samtidig opstod behovet for et fysisk sted at arbejde. Sammen med sine to brødre fandt han et værksted i Hellerup, ikke bare til egne projekter, men som et kreativt fællesskab.

“Ideen var at samle forskellige kreative mennesker ét sted. Arkitekter, iværksættere, designere, så man kan sparre og hjælpe hinanden.” fortsætter Arthur.

Det er stadig under opbygning, men stedet fungerer allerede som både arbejdsrum, værksted og kreativ hub. Og det var netop her, Layer Projects begyndte at tage form.

En lampe, der blev starten på det hele

Men hvordan begyndte Arthurs rejse ind i livet som selvstændig?

Det hele begyndte egentlig meget simpelt. Arthur manglede lamper til sin egen lejlighed.

“Enten kostede de 30.000 kroner og havde 12 ugers leveringstid, eller også var de bare ikke særlig spændende.”

I stedet for at slå sig til tåls begyndte han at designe selv. Han havde allerede arbejdet med 3D-print og kunne se, at teknologien var blevet så moden, at den kunne bruges til mere end prototyper.

“Pludselig kunne man lave former, som var meget svære eller dyre at producere på andre måder.”

Den første lampe var lang, let og visuelt minimalistisk. Hvor traditionelle lamper kræver tunge ophæng, flere wirer og store drivere, kunne hans design reduceres til det essentielle.

“Det skulle se næsten vægtløst ud. Som om lyset bare svævede.”

Design, teknologi og bæredygtighed – uden at prædike

Layer Projects bruger primært 3D-print i PLA, et biobaseret materiale lavet af majsstivelse. Det gør produktionen mere fleksibel og reducerer både spild og transport.

“Det er stadig plastik, men det er 100% biobaseret. Og vi producerer kun, når der er en ordre. Det betyder, at der ikke står 980 lamper på et lager og ender som affald.”

Arthur er dog bevidst om ikke at gøre bæredygtighed til en tom marketingfloskel.

“Det er en del af helheden – ikke et slogan.”

På sigt ser han store muligheder i at skalere produktionen lokalt: printere i andre lande, der modtager filer digitalt og producerer tæt på kunden.

“Du kan i princippet designe i Danmark og producere i USA, uden shipping og uden masseproduktion.”

Ikke massemarked – men mening

Arthur er meget klar i sin vision: Layer Projects skal ikke blive et brand, man ser overalt.

“Jeg vil gerne skabe design, man føler, man har opdaget.”

Han taler om limited editions, små serier og designs, der ikke nødvendigvis er tilgængelige for evigt. Inspirationen kommer delvist fra modeverdenen, hvor kollektioner skifter, og hvor eksklusivitet ikke handler om pris, men om tilgængelighed.

“Det er fedt at vide, at du har nummer 7 ud af 20. At det ikke bare er noget, seks af dine venner også har.”

Inspirationen er overalt – ikke kun i lamper

Når Arthur finder inspiration, er det sjældent ved at kigge på andre lamper.

“Det kan være bygninger, mønstre, lydbølger.”

Et eksempel er en lampe, der er designet ud fra lyd. Ved at omsætte lydbølger, for eksempel et navn eller et ord, til et visuelt mønster, opstår et personligt og unikt design.

“Det er ikke bare tekst. Det er en fortolkning.”

For Arthur handler design om oversættelse: at tage noget abstrakt og gøre det fysisk og smukt.

Iværksætterlivet: frihed og friktion

At drive Layer Projects er ikke kun kreativ frihed. Det er også drift, administration, kundeservice, content, økonomi og maskiner, der skal vedligeholdes.

“Jeg arbejder mere end 9-5. Ofte fra morgen til sent om aftenen.”

Han erkender, at det kan være ensomt at være solo-iværksætter.

“Hvis jeg skulle give mig selv ét råd, ville det være at finde en sparringspartner. Ikke nødvendigvis for pengenes skyld, men fordi det er sjovere at være flere.”

Alligevel er der ingen tvivl: Arthur trives i det.

“Jeg synes stadig, det er sindssygt sjovt.”

Fremtiden: mere end lamper

Selvom lamper er omdrejningspunktet i dag, stopper visionen ikke der. Arthur arbejder allerede på borde, stole og andre objekter.

“Layer Projects handler ikke om én produkttype. Det handler om design.”

Hvor virksomheden er om fem år, ved han ikke præcist. Men kerneværdien står fast: det unikke, det gennemtænkte og det personlige.

“Hvis folk føler, de har noget særligt i deres hjem – noget, der siger noget om dem, så har jeg ramt rigtigt.”

Historien stopper ikke her

Et af Arthurs igangværende projekter er at bevæge sig ind i B2B verdenen. Helt specifikt arbejdes der intensivt, på at kunne levere Custom designede lamper til restaurationsbranchen og kontormiljøer. Det er et område, som han finder spændende og føler er oppe i tiden med de mange nye spændende fusionsrestauranter, som vil passe godt ind med hans design og innovation.

Vi ser frem til at følge Arthur og Layer Projects inspirerende rejse.

Faktaboks: Layer Projects

Portræt af Arthur Ipsen

Layer Projects er et dansk designbrand, der udvikler og producerer belysning med fokus på æstetik, funktionalitet og digital produktion.

Virksomhed: Layer Projects
Stifter: Arthur Ipsen
Grundlagt: 2025
Base: København
Webshop: LAYER PROJECTS

Vision:
At skabe unikt design, der føles personligt og gennemtænkt – uden masseproduktion.

Særlige kendetegn:

  • On-demand produktion
  • 3D-print som primær produktionsmetode
  • Limited editions og små serier
  • Minimalistisk, arkitektonisk design
  • Fokus på fleksibel og bæredygtig produktion

Læs også vores spændende gæsteblogindlæg af Anja Katrine Sørensen 👉 HVAD ER HUMAN DESIGN? Del 2– og hvorfor er det relevant for dig som iværksætter?