– heller ikke når han ikke kendte vejen
Der findes mennesker, som finder deres hylde tidligt i livet og bliver stående på den.
Og så findes der mennesker som Michael Dalgaard.
Som 18-årig registrerede han sin første enkeltmandsvirksomhed og begyndte at sælge cykelanhængere. Siden har hans erhvervsliv bevæget sig gennem blandt andet tøjbranchen, piercing, film, kommunikation og salg. Han har været medejer, bestyrelsesmedlem og rådgiver og har gennem mange år drevet virksomhed fra Litauen.
På papiret kan det ligne en karriere med temmelig mange retningsskift.
Når man taler med Michael Dalgaard, begynder der imidlertid hurtigt at tegne sig et mønster.
Det handler mindre om, hvad han har beskæftiget sig med.
Og mere om trangen til hele tiden at skabe noget nyt.
– Jeg vil skabe noget. Koste hvad det vil, fortæller han.
Det har indimellem sendt ham ud i projekter, som han på forhånd ikke nødvendigvis havde forudsætningerne for at gennemføre. Men det har tilsyneladende aldrig været nogen særlig effektiv stopklods.
Michael beskriver selv sin tilgang som et slags Pippi Langstrømpe-princip:
Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg nok.
Og måske ligger en væsentlig del af forklaringen på hans usædvanlige erhvervsrejse netop dér.
Han er ikke specielt bange for at fejle.
For fejlene følger med, når man forsøger at skabe noget.
– Der er jo ikke nogen, der starter mandag, og så er det en succes fredag, og det hele bare er gået efter bogen, siger han.
Succeserne – og fiaskoerne
Michael Dalgaard lægger heller ikke skjul på, at hans mange år som selvstændig har budt på begge dele.
Der har været succeser.
Store succeser.
Og der har været fiaskoer.
Han beskriver sig selv som “entreprenør af hjertet”, og med årene er der kommet en erkendelse til, som måske ikke fyldte helt så meget hos den unge iværksætter.
At man ikke behøver vide alt selv.
– Når man er ung, så mener man, at man ved bedst selv. Det er først, når vi bliver ældre, vi forstår, at det faktisk er klogt at lytte til andre, der har noget erfaring.
I dag er hans tilgang derfor at kende sine egne styrker – og mindst lige så vigtigt sine svagheder.
Regnskab interesserer ham eksempelvis ikke synderligt meget. Til gengæld ved han, at det er afgørende for virksomheden. Derfor skal der mennesker omkring ham, som kan dét, han ikke selv kan.
Det lyder banalt.
Men det er måske en af de erkendelser, der adskiller lysten til at starte noget fra evnen til faktisk at bygge noget, der kan eksistere over tid.
For Michael handler iværksætteri ikke kun om idéen.
Det handler også om mennesker.
At gå foran
Det bliver særligt tydeligt, når samtalen falder på ledelse.
Michael Dalgaard har aldrig været bange for at arbejde eller for selv at gå forrest. Men hans syn på ledelse handler mindre om at diktere og mere om at få mennesker til at tro på det, man forsøger at skabe sammen.
– Det er jo det der med at inspirere og gå foran. Og vise vejen. Så får man bygget et godt team op, som også er der i de hårde tider.
De hårde tider kom blandt andet under coronapandemien.
Michael fortæller, at virksomheden mistede mange millioner, men også at perioden viste værdien af det hold, der var blevet bygget op. Medarbejderne sluttede sig sammen om én tanke:
Det her skulle de igennem.
Og det kom de.
Det er erfaringer som disse, der efter et langt erhvervsliv har ændret Michaels syn på det at drive virksomhed.
For iværksætteri bliver let fortalt gennem succeshistorierne.
Den gode idé.
Væksten.
Omsætningen.
Exitten.
Men virkeligheden består også af de projekter, der aldrig blev til det forventede. Beslutninger, der viste sig at være forkerte. Markeder, der ændrede sig. Og de gange, hvor man bagefter må erkende, at andre måske havde set noget, man ikke selv kunne se.
Det er også en del af rejsen.
Verden er større end Danmark
En betydelig del af Michael Dalgaards liv har udspillet sig uden for Danmark.
Han har blandt andet boet på Tenerife, hvor han arbejdede med salg af timeshare, og senere har Litauen fået en central plads i hans liv.
Årene i udlandet har også lært ham, at man ikke uden videre kan tage en dansk måde at drive virksomhed på og kopiere den til et andet land.
Kultur betyder noget.
Mennesker betyder noget.
Måden, vi indgår aftaler på, betyder noget.
Michael peger eksempelvis på forskellen mellem den danske tillidsbaserede forretningskultur og den langt mere kontraktorienterede tilgang, han har mødt i Østeuropa.
Hans erfaring er derfor ganske enkel:
Vil man drive virksomhed på tværs af landegrænser, skal man forstå de mennesker og den kultur, man bevæger sig ind i.
– Hvis man kan adoptere eller tilrette sin virksomhed til andre landes kulturer, så kommer man godt afsted, siger han.
Michael betragter i dag sig selv som mere international end dansk.
Men fynboen hænger stadig ved.
Det kan man høre, konstaterer jeg under vores samtale.
– Ja, ja. Det hænger ved. Det bliver aldrig anderledes, svarer han.
Fra virksomheder til bøger
Officielt nærmer Michael Dalgaard sig pensionsalderen.
I praksis er det lidt mere tvivlsomt, hvor meget pensionist der bliver over ham.
Han fungerer fortsat som rådgiver for virksomheder og bestyrelser, og så er der selvfølgelig forfatterskabet.
Hans første bog udkom i 2019 og var en fagbog om kirurgi. Siden er bøgerne blevet flere.
Og på mange måder er forfatterskabet måske ikke så stort et brud med hans tidligere liv, som man umiddelbart skulle tro.
For skabertrangen er den samme.
Nu er produktet bare et andet.
Hvor han tidligere byggede virksomheder, bygger han historier.
Og også her kaster han sig gerne over noget, han ikke tidligere har prøvet. Under vores samtale fortæller han eksempelvis om arbejdet med en tegneserie – endnu et projekt, han ikke havde erfaring med, før han begyndte.
Pippi-princippet lever tilsyneladende stadig.
Men der er også noget andet fra erhvervslivet, som har sneget sig med ind i forfatterskabet.
Menneskene.
Efter årtier med virksomheder, medarbejdere, kunder, samarbejdspartnere, internationale relationer og rejser har Michael mødt ganske mange forskellige typer.
Og de finder vej ind i fortællingerne.
Ikke som direkte kopier af virkelige personer.
Men som fragmenter.
Et udseende.
En måde at tale på.
En attitude.
En personlighed.
– Jeg tror ikke, man kan skrive en bog uden at lade sig inspirere af nogen fra den virkelige verden, siger han.
Et gammelt univers åbner sig
Der er imidlertid endnu en del af Michael Dalgaards liv, som har fået stor betydning for hans forfatterskab.
Hans interesse for historie.
Og hans engagement i frimureriet og en ridderorden.
Her er det vigtigt at skelne mellem de to.
Michael understreger, at ridderordenen ikke er en del af frimureriet. Men begge dele har givet ham adgang til et historisk univers, som i dag spiller en væsentlig rolle i hans fortællinger.
Han har blandt andet været med til at stifte frimurerloger i Litauen, og for ham handler frimureriet blandt andet om historie, broderskab, sammenhold og refleksion.
Og så naturligvis ritualerne.
Dem fortæller han ikke om.
Ikke nødvendigvis fordi omverdenen ikke må vide noget, forklarer han, men fordi ritualerne skal opleves.
Hans sammenligning er ganske god:
At kende ritualet på forhånd ville være lidt som at få udleveret en kriminalroman og straks få at vide, at butleren er morderen.
Så er en del af oplevelsen væk.
Forfatteren Michael Dalgaard har samtidig fundet et omfattende historisk materiale i dette univers.
Gamle bygninger. Symboler. Traditioner. Ridderordener. Tempelriddere. Kirker. Slotte.
Han betegner selv sin interesse for historie som temmelig omfattende.
Eller lidt mindre akademisk:
Han er en “historiefreak”.
Når fakta møder fiktion
Historien er dog ikke kun kulisse.
Michael gør meget ud af research.
Hvis en person i en bog skal bevæge sig fra ét sted til et andet på hesteryg, vil han vide, hvor lang tid rejsen realistisk ville have taget.
Han undersøger, hvad mennesker spiste. Hvor de sov. Hvordan de levede. Hvad de fattige spiste i forhold til de rige.
Fiktionen må gerne være fri.
Men den verden, den udspiller sig i, skal helst føles rigtig.
– Jeg prøver at skrive dem så rigtigt som muligt, fortæller han.
Her bliver hans egne erfaringer igen interessante.
For ligesom iværksætteren gennem årene har bevæget sig mellem forskellige brancher, lande og kulturer, bevæger forfatteren sig mellem forskellige tider og miljøer.
Han observerer.
Undersøger.
Lytter.
Og bygger derefter noget nyt af det, han finder.
Men hvis man kun ser tempelridderne, mysterierne og historien, overser man måske den del af Michael Dalgaards forfatterskab, der interesserer mig mest.
For nedenunder det hele ligger psykologien.
Er et menneske godt eller ondt?
Vi kommer langt ind i vores samtale, før vi for alvor rammer dette spor.
Og måske er det netop derfor, det bliver interessant.
For når Michael fortæller om sine bøger, bliver det efterhånden tydeligt, at han ikke kun interesserer sig for, hvad mennesker gør.
Han interesserer sig for, hvorfor de gør det.
Og hvad handlingerne efterfølgende sætter i bevægelse.
– Jeg leger meget med psykologien, siger han.
Han vil gerne få læseren til at tvivle på personerne.
Er han god?
Er han ond?
Er der noget ved ham, vi ikke helt forstår?
Hvis læseren efter få kapitler med sikkerhed har gennemskuet skurken, er noget af spændingen væk.
Michael kalder det selv et psykologisk spil.
Men samtalen bevæger sig et niveau længere ned.
For mennesker handler ikke med viden om fremtiden.
Vi træffer vores valg på baggrund af det, vi ved og føler nu.
En beslutning kan virke rigtig i dag og vise sig at have helt andre konsekvenser ti år senere.
Det gælder i livet.
Det gælder i historien.
Og det gælder i Michaels fortællinger.
– Vi har jo ikke en glaskugle. Vi kan kun tage beslutninger ud fra, hvad vi tror er det bedste, siger han.
Og pludselig bliver fortællingerne om riddere, hemmeligheder og historiske konflikter til noget andet.
De bliver fortællinger om os.
Fortiden forsvinder ikke
Mennesket elsker at inddele verden.
God og ond.
Rigtigt og forkert.
Helten og skurken.
Men virkeligheden er sjældent helt så samarbejdsvillig.
Vi træffer beslutninger under pres. Af kærlighed. Frygt. Loyalitet. Begær. Desperation. Overbevisning.
Nogle gange gør vi noget, vi tror er rigtigt, som får dårlige konsekvenser.
Andre gange kan en handling, der umiddelbart ser forkert ud, sætte noget andet i bevægelse langt senere.
Og konsekvenserne stopper ikke nødvendigvis hos os selv.
Michael vender flere gange tilbage til fortidens betydning for nutiden.
Det, mennesker gjorde før os, har været med til at skabe den verden, vi lever i nu.
Det er selvfølgelig et oplagt tema for en mand, der er dybt optaget af historie.
Men måske gælder det også hans egen historie.
For der går en linje fra den 18-årige Michael Dalgaard, der registrerede sin første virksomhed og begyndte at sælge cykelanhængere, til den Michael Dalgaard, der i dag sidder og konstruerer karakterer og fortællinger.
Undervejs har virksomhederne skiftet.
Landene har skiftet.
Brancherne har skiftet.
Og produktet har skiftet.
Men lysten til at skabe noget har tilsyneladende ikke ændret sig ret meget.
Måske er Michael Dalgaard derfor heller ikke gået fra at være iværksætter til at være forfatter.
Måske har han bare fundet endnu et sted at bygge.
Denne gang med ord.
Du finder Michael Dalgaard på LinkedIn 👈
Du kan forudbestille hans kommende bog Munken fra helvede her hos Hakon-Holm, hvor du selvfølgelig også finder andre af Michaels værker.
Er du interesseret i iværksætterhistorier/liv, så skal du helt sikkert læse vores spændende interview med Britta Højen Holm, en powerkvinde fra Horsens.
Iværksætterbloggen is powered by 9MEDIA
