Iværksætterbloggen
Markedsføring Gæsteindlæg

Det her sender din pressemeddelelse direkte i papirkurven

Papirkurv med krøllet papir
Marianne Due

Skrevet af

Marianne Due

Gæsteblogger

4 min. læsning

På denne side

Der er mange ting at huske, når du gerne vil have dit budskab igennem i pressen, så her kommer 10 ting til tjeklisten, når du vil undgå, at din pressemeddelelse ender i redaktionens papirkurv.

Det, du fortæller, er ikke en nyhed

For at få gennemslagskraft skal dit budskab indeholde en nyhed. Hvis der ikke er noget særligt, anderledes eller banebrydende i det, du fortæller, så bliver din pressemeddelelse ignoreret.

Du har ikke målrettet din pressemeddelelse til mediet.

Det kan godt være, at det er nemmest for dig at skrive en pressemeddelelse og sende den bredt til alle medier, du kan komme i tanke om, men hvis du ikke har sat dig ind i mediets målgruppe, så kan dit indhold være irrelevant, og pressemeddelelsen bliver straks slettet.

Du vil sælge og ikke informere

Professionelle medier følger de presseetiske retningslinjer og holder en klar linje mellem redaktionel tekst og reklame. Det betyder bl.a., at det skal være helt tydeligt, hvad der er artikler (redaktionel tekst) og hvad der er annoncer og annoncørbetalt indhold (reklame). Hvis formålet med din pressemeddelelse er at sælge et nyt produkt eller en service, så bliver den enten sendt videre til mediets annonceafdeling eller direkte i papirkurven.

Din tekst er pyntet med alt for mange lækre, positive tillægsord

Måske er dit budskab en interessant nyhed, men hvis teksten er overfyldt med overdrevne positive beskrivelser, så vækker den mistro om, at det er for godt til at være sandt, og der bliver ikke gjort mere ved den.

Din tekst er for svær at forstå

Hvis din tekst er skrevet i fagsprog eller handler om noget, som få kender til, så kan den være for svær at afkode og derfor sparkes den til hjørne. Skriv enkelt, præcist og ukompliceret. Du kan altid folde nuancerne ud, når du får journalisten i tale.

Du vil fortælle alt for meget på en gang

Det er med pressemeddelelser som med opslag til de sociale medier. Hold dig til 1 budskab ad gangen. Skriv også kort med en klar vinkel og struktur. Læs her, hvordan du bygger en pressemeddelelse op.

Din timing passer mediet dårligt

Journalister og redaktører forholder sig dagligt til mange informationskanaler, og de har sjældent tid til at rykke ud til dig med kort varsel. Så husk at planlægge din pressekontakt i god tid. Tag højde for mediets arbejdsgange og deadlines.

Vær også opmærksom på den øvrige nyhedsstrøm. En stor nyhed fra en anden kant, kan hurtigt ændre planerne på et medie.

Du har glemt kontaktperson og -oplysninger

Hvis din pressemeddelelse vækker journalistens interesse, så er det vigtigt, at han eller hun kan få fat på dig eller den person i din virksomhed, som kan udtale sig. Så husk navn, mailadresse og mobilnummer – og så skal du eller personen selvfølgelig have tid til at svare på henvendelser fra pressen.

Du kan ikke levere billeder eller illustrationer

Det visuelle er en vigtig del af dit budskab. Husk at sende et pressefoto eller andre typer illustrationer med. Det er vigtigt, at det er billeder eller illustrationer, som du har ret til at sende og offentliggøre i et medie. Så du skal have ophavsretten og brugsretten til materialerne, og nej, du må ikke bare downloade og sende billeder, som du finder andre steder.

Du følger ikke op – eller du følger alt for meget op

Det er en god ide at kontakte mediet, for at høre, om de kan bruge det, du har sendt. Giv redaktionen en chance for at læse og tage stilling til din henvendelse. Det vil sige, at du ikke kan forvente, at de har læst din pressemeddelelse få timer efter, du har sendt den, men du kan godt ringe dagen efter. Hvis du i første omgang får at vide, at der endnu ikke taget stilling, og du så ringer igen og igen for at få en afklaring, så vil du blive opfattet som alt for insisterende og irriterende, og det kan resultere i, at der bliver lukket ned for dig.

God pressekontakt er en balancegang men lad dig ikke slå ud, hvis ikke det lykkes første gang. Ligesom med mange andre iværksætteropgaver skal du prøve flere gange for at få succes.

Læs også

Markedsføring

Hvis det er svært at forklare, er det svært at sælge

Del 1 af Kend dit produkt – ellers bliver det svært at sælge Der findes en simpel sandhed i iværksætteri, marketing og salg: Hvis det er svært at forklare, er det svært at sælge. Det lyder næsten for enkelt. Men i virkeligheden er det en udfordring for overraskende mange virksomheder – både nye iværksættere og […]

4 min. læsning
Markedsføring

Visionen for fremtidens bymidte

– når lokalhandel og teknologi arbejder sammen Forestil dig en bymidte, hvor lyset er tændt i vinduerne.Hvor butikkerne summer af liv.Hvor mennesker ikke bare passerer – men opholder sig. Det lyder næsten nostalgisk.Men det er i virkeligheden en vision for fremtiden. En fremtid, hvor lokalhandel og teknologi ikke står i opposition – men i samarbejde. […]

3 min. læsning
Markedsføring

Tid er den nye mangelvare

– derfor fejler markedsføring i små butikker Der findes mange forklaringer på, hvorfor markedsføring ofte halter i små lokale butikker. Manglende viden. Manglende budget. Manglende strategi. Men i virkeligheden handler det sjældent om nogen af delene. Det handler om tid. Tid, som ikke findes.Tid, der altid bliver taget fra noget vigtigere.Tid, som forsvinder mellem kunder, […]

3 min. læsning